Godt at vide om stress

Stress er en tilstand

I medierne kan man ofte læse stress beskrevet som en folkesygdom. Men stress er ikke en sygdom. Stress er en tilstand, som vi alle, både dyr og mennesker, oplever. Det er en biologisk overlevelsesmekanisme, der gør det muligt for dig at reagere og handle hensigtsmæssigt i situationer, der kræver noget ekstraordinært. Ved at udskille stresshormoner gør din krop dig i stand til at yde dit allerbedste i situationen. Den fortrænger al andet end det, som har betydning for din præstation lige nu og her, for at du på den måde kan yde dit optimale. Kortvarig stress er altså gavnligt, og så længe der efterfølgende er plads til at restituere og genoprette balancen, er det ikke en tilstand, du bliver syg af. Problemet opstår, når tilstanden ikke kun er kortvarig. Bliver stress til en længerevarende tilstand, udgør det en trussel mod dit helbred, både fysisk og mentalt. Stresshormonerne påvirker dit immunsystem, dit hjerte-karsystem og måden, din hjerne fungerer på – og dermed også din adfærd. På den måde er det følgerne af stress, der kan gøre dig syg.

Symptomer på stress

De fleste af os kender til følelsen af ”sommerfugle i maven”, lidt hjertebanken eller svedige hænder, hvis vi f. eks. skal til et vigtigt møde eller skal noget, vi er usikre på eller er utrygge ved. Det er helt naturligt og ikke farligt. Men hvis du er i den tilstand konstant, er det en meget stor belastning for kroppen. Det vil påvirke dig fysisk, det vil påvirke din måde at tænke på, og det vil påvirke din adfærd. Du vil opleve, at du måske oftere bliver syg, du kan have svært ved at sove, du kan få muskelspændinger rundt omkring i kroppen, hovedpine eller fordøjelsesproblemer. Du kan også opleve uforklarlige smerter, og at eksem eller eksisterende sygdom forværres. Du kan blive mere irritabel, have tankemylder, føle dig nedtrykt, være træt, tænke negativt om dig selv, have mange bekymringstanker. Alt det påvirker naturligvis din relation til andre mennesker, og måske begynder du at trække dig fra andre, opfatte andre negativt, og måske isolerer du dig ligefrem.

Genkender du flere af de ovenstående symptomer, bør du søge hjælp hurtigst muligt. Jo længere tid du har det sådan, des større konsekvenser har det for dig og det liv, du lever.

Stress kan behandles

Alle kan blive alvorligt stressede. Du er hverken svag eller tyndhudet, hvis du lige nu oplever symptomer på længerevarende stress. Til gengæld kan det kræve stor styrke og mod at indse det og søge hjælp. Men det betaler sig, for der er hjælp at hente. Stress kan og skal behandles. Ingen bør leve med de ødelæggende konsekvenser, stress kan have.

Den stresscoaching, jeg tilbyder, er en særlig effektiv og gennemprøvet behandling, der ikke kun hjælper dig af med de stresssymptomer, du oplever lige nu, men også lærer dig, hvordan du fremover kan leve det liv, du ønsker at leve. Uden stress.

Lyder det som noget for dig

Ring eller skriv for en uforpligtende snak. Det er dit første, vigtige skridt til et liv uden stress.